Forestil dig, at du går på en travl gade i byen og, og pludselig falder en person om med et højt suk. Du kigger dig omkring – så gør alle andre. Alle tænker det samme: “Nogen burde virkelig hjælpe den stakkels person!” Men ingen bevæger sig. Velkommen til en verden, hvor ’tilskuer-effekten’ hersker.
Tilskuer effekten (også kaldet bystander-effect) er et fascinerende, om end lidt skræmmende, psykologisk fænomen, hvor mennesker bliver mindre tilbøjelige til at hjælpe en person i nød, når der er andre tilskuere til stede. Det lyder næsten som en skæv joke fra naturens side, ikke sandt? “Jo flere, der kigger, jo mindre sandsynligt er det, at nogen rent faktisk vil gøre noget.” Men dette er alvorlig videnskab.
I hjertet af denne effekt er en cocktail af psykologiske processer: social påvirkning, ansvarsfordeling og gruppedynamik. Mens vi allesammen gerne vil se os selv som helten, der springer til undsætning, viser forskning, at mange desværre ikke gør det.
Hvorfor er der ingen der hjælper?
Grunden til, at vi ikke farter til en person der vælter på gaden, kan opstå som følge af flere psykologiske processer, som alle har rødder i tilskuer effekten. Den første der kan spille ind er situationens tydelighed. Er det en nødsituation eller ej? Jo mere åbenlys nøden er, jo mere sandsynligt er det, at nogen træder til. Men hvis scenen er tvetydig, ja, så står vi der måske bare og kradser os i nakken.
Og hvad med konsekvenserne? Tanken om, hvad der kan ske, hvis man blander sig (eller ikke gør det), kan enten mobilisere eller lamme os.
Vores forståelse af miljøet spiller også en rolle. Er vi på hjemmebane, eller er vi ude, hvor vi ikke kender spillereglerne? Dertil kommer gruppedynamikker og kulturelle forskelle. I nogle kulturer er det mere naturligt at gribe ind, mens det i andre kan betragtes som upassende.
Og så er der den berømte ‘diffusion af ansvar’ – jo flere der er til stede, jo mindre personligt ansvar føler vi. Det er lidt som at tænke, “Nå, men der er så mange her, nogen anden tager sig sikkert af det.”
Et eksempel på dette, ses for eksempel i Kitty Genovese’s sag, som er et af de mest berømte og ofte citerede eksempler på tilskuer-effekten. I 1964 blev hun brutalt angrebet og myrdet uden for sin lejlighed i Queens, New York. Det mest chokerende aspekt ved denne tragiske hændelse var, at flere af Genoveses naboer overhørte hendes råb om hjælp, men ingen greb effektivt ind eller ringede til politiet i tide. Denne hændelse fremhævede et foruroligende menneskeligt fænomen: selv i en nødsituation, hvor en person tydeligt har brug for hjælp, kan tilstedeværelsen af andre passive tilskuere føre til en mangel på handling. Kitty Genoveses sag blev et centralt studieemne i psykologien og har siden da været genstand for mange diskussioner om moralsk ansvar og samfundsmæssig apati.
Et andet eksempel findes i en video af den kendte Youtuber Casey Neistat. Der satte sig for at undersøge, hvor mange der ville gribe ind, når han stjæler sin egen cykel i New York. Forskning viser, at folk i bymiljøer er mindre tilbøjelige til at intervenere i sådanne situationer sammenlignet med personer i mere landlige områder, men det handler mere om de omgivende faktorer end om moral.
En af årsagerne til manglende indgriben er “stimulus overload” – byboere er omgivet af så mange stimuli, at de har tendens til at filtrere hændelser fra. En anden faktor er situationens tvetydighed; hvis en handling virker for åbenlys, kan folk antage, at der er en uskyldig forklaring. Derudover er der også en usikkerhed om, hvad man skal gøre, eller en frygt for konfrontation. Interessant nok varierer tilskuer-effekten fra by til by, og i byer med større økonomiske udfordringer er indbyggerne mere tilbøjelige til at hjælpe fremmede.
